Wozniacki melder afbud til turnering i Canada

Skrevet af admin

22/07/2016

Mest læste i dag

Caroline Wozniackis seneste skade har fået hende til at melde afbud til Rogers Cup i Montreal.

WTA-turneringen i Canada, som hun vandt i 2010, begynder om få dage, men den 26-årige danske tennisspiller har altså meldt afbud, efter at hun torsdag morgen dansk tid måtte trække sig ud af Citi Open i Washington.

Det skete midt under kampen mod australieren Samantha Stosur, da Caroline Wozniacki fik problemer med sin ene arm.

Danskeren har tidligere i år været ude på grund af skader, og den seneste skade indtraf få uger før OL i Rio.

Hendes OL-deltagelse bør dog ikke komme i fare, siger landstræner Kenneth Carlsen.

- Der er tale om en mindre forstrækning i hendes venstre arm. Af den årsag deltager hun ikke i Montreal-turneringen, men OL kommer ikke i fare for hende, siger han til BT's hjemmeside.

Samme melding kommer fra den danske OL-chef de mission, Morten Rodtwitt.

- Der er ingen panik i forhold til Caroline Wozniacki. Hun melder afbud til turneringen i Montreal for at være sikker på at kunne spille OL. Hun er ved godt mod, siger han.

Caroline Wozniacki er udset til at være dansk fanebærer ved OL-åbningsceremonien i Rio.

Tennisspilleren deltog også ved OL i Beijing i 2008 og ved OL i London i 2012.

/ritzau/