Wozniacki: Min modstander brugte for lang tid

Caroline Wozniacki kunne med rette være frustreret over sit eget spil i nederlaget i 1/8-finalen ved Wimbledon.

Men i løbet af kampen udtrykte hun også frustration over, at tjekken Barbora Zahlavova Strycova brugte for lang tid mellem pointene i egen serv.

Danskeren henvendte sig til dommeren undervejs i kampen, dog uden at denne reagerede.

- Jeg syntes, hun var meget langsom. Men dommeren må jo have tid på det. Hvis hun er inden for tiden, er det ok. Det må være op til dommeren at skride ind, hvis hun ikke er det, siger Caroline Wozniacki.

Ovenpå triumfen kunne det ikke spolere Barbora Zahlavova Strycovas glæde, at danskeren havde ytret utilfredshed.

- Jeg kan godt lide at tage mig god tid imellem pointene, og da dommeren ikke sagde noget, fortsatte jeg rytmen.

- Havde dommeren bedt mig om at sætte tempoet op, havde jeg måske ændret det. Men jeg fik ingen advarsel eller noget, så jeg fortsatte den rytme, siger Barbora Zahlavova Strycova.

Hun er nu klar til kvartfinalen for første gang ved en grand slam-turnering.

- Jeg kan næsten ikke forstå det. Jeg er virkelig glad for sejren. Det var en hård kamp, hvor jeg skulle bruge seks matchbolde. Det er helt utroligt, lyder det fra tjekken.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV