Wozniacki misser finale i favoritturnering

Tennisstjernen Caroline Wozniacki missede natten til lørdag chancen for som den første at vinde WTA-turneringen i New Haven fem gange.

Danskeren tabte semifinaleopgøret mod Simona Halep i to sæt. Rumæneren slog Wozniacki 6-2, 7-5.

Allerede i første parti gik det galt for verdens nummer otte. Halep brød Wozniackis serv, og herefter kørte rumæneren sikkert sættet hjem.

Andet sæt bød på langt mere ligeværdig tennis, hvor begge spillere brød hinandens serv. Wozniacki var meget tæt på en afgørende tiebreak, men rumæneren, der for tiden er nummer 23 på verdensranglisten, bevarede roen og vandt det sidste og afgørende parti.

Turneringen i New Haven må ellers siges at være favoritturneringen over dem alle for Wozniacki. Hun strøg helt til tops fire år i træk fra 2008 til 2011. Sammen med Venus Williams og Steffi Graf har Wozniacki vundet turneringen fire gange.

Simona Halep skal nu møde Petra Kvitova i finalen. Tjekken er forsvarende mester i turneringen, og hun spillede sig sikkert i finalen med en sejr på 6-0, 6-1 over sin landsmand Klara Zakopalova.

Turneringen i New Haven fungerer som opvarmning til årets sidste grand slam-turnering, US Open, som begynder i New York i næste uge.

/ritzau/

 

Dagens Gossip