Wozniacki møder russer i Sydney

Caroline Wozniacki skal forsøge at besejre den dobbelte grand slam-vinder Svetlana Kuznetsova i anden runde af WTA-turneringen Apia International i Sydney.

Den 27-årige russer, der er med i turneringen som kvalifikationsspiller, slog tidligt mandag dansk tid tyske Julia Görges 3-6, 6-3, 6-3 efter lige godt to timers kamp.

Görges lignede ellers en vinder efter første sæt, men Kuznetsova kæmpede sig tilbage og sikrede sig kampens to efterfølgende sæt.

Kuznetsova har tidligere været rangeret som verdens nummer to, men er siden dumpet ned til en mindre imponerende 71. plads.

Wozniacki har stået over for Kuznetsova syv gange før. Fem af kampene er faldet ud til danskerens fordel - heriblandt de fire seneste.

Caroline Wozniacki sikrede sig søndag sikker passage videre i turneringen, da hun slog sin polske veninde Urszula Radwanska med cifrene 6-1, 6-2.

Kuznetsova vandt US Open i 2004 og French Open i 2009.

/ritzau/

 

Dagens Gossip