Wozniacki om næste udfordring: Ved hun er stor og blond

- Jeg ved, hun er stor, og jeg ved, hun er blond.

Caroline Wozniackis kendskab til udfordringen i Wimbledons anden runde - englænderen Naomi Broady - er stærkt begrænset. I hvert fald hvad angår det rent tennisfaglige.

- Jeg ved ikke så meget om hende. Jeg må have mit team til at lave noget research på hende og scoute hende, siger Wozniacki.

Den 189 centimeter høje Broady er nu også et ubeskrevet blad rent sportsligt. 24 år og en verdensranglisteplacering som nummer 163 er andre nøgletal.

Faktisk gjorde hun sig mest bemærket uden for banen, da hun som teenager agerede lidt for udfordrende på et billede op af en kondomautomat og derfor mistede støtten fra det engelske tennisforbund.

Mandag vandt hun for første gang en singlekamp i Wimbledons hovedturnering. Godt hjulpet af sin højde servede hun fremragende og slog Timea Babos i tre sæt.

Caroline Wozniacki var på det tidspunkt i færd med at forberede sig til sin egen kamp, og hverken hun eller far og træner, Piotr Wozniacki, havde mulighed for at se kampen.

- Jeg håber, vi kan få en video af kampen, for vi kender hende ikke og har ikke set hende spille før. Men vi skal blandt andet analysere hendes serv, siger Piotr Wozniacki.

Kampen mod englænderen skal spilles onsdag, men det præcise tidspunkt bliver først offentliggjort tirsdag aften.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV