Caroline Wozniacki er færdig ved WTA-turneringen i Washington.
Den danske tennisspiller måtte tidligt torsdag morgen dansk tid opgive at fuldføre kampen mod Samantha Stosur.
Wozniacki havde ellers vundet første sæt mod verdensranglistens nummer 14 med 7-5, efter at have været bagud 3-5.
Ved stillingen 6-5 kaldte hun en timeout på grund af problemer med sin arm, hvorefter hun sikrede sig sættet.
Samantha Stosur havde netop brudt danskerens serv i andet sæt og bragt sig foran 4-3, da Wozniacki opgav at spille videre.
WTA Insider skriver i et tweet, at Caroline Wozniackis beslutning om at trække sig skyldes en skade i venstre arm/albue.
/ritzau/