Wozniacki ryger ud til ukendt ester i Nottingham

Skrevet af admin

08/06/2016

Dagens topnyheder

Caroline Wozniacki er færdig i WTA-turneringen i Nottingham, som er en optaktsturnering til grand slam-turneringen Wimbledon.

20-årige Anett Kontaveit fra Estland blev i græsturneringens anden runde for stor en mundfuld for Wozniacki, som tabte 7-6, 3-6, 5-7.

Tredjeseedede Wozniacki, der er nummer 34 i verden, kom ellers klart bedst fra start og brød Kontaveit til 2-0 i første sæt, og siden kom danskeren også foran 3-0.

Men Kontaveit svarede igen og spillede sig ind i kampen. Esteren, der er nummer 97 i verden, snuppede også tre partier i træk og fik dermed udlignet til 3-3.

Siden fulgtes duellanterne ad frem til 6-6, og så skulle første sæt afgøres i tiebreak, hvor der spilles bedst til syv point.

Her var begge spillere gode til at holde serv frem til stillingen 5-5, men det lykkedes herefter Wozniacki at lave et afgørende brud og vinde 7-5 i tiebreak.

I andet sæt var Wozniacki ved at bryde modstanderen hurtigt flere gange, men den tidligere verdensetter udnyttede ikke sine breakbolde i Kontaveits svingende servepartier.

Og så skiftede momentum i kampen. Ikke nok med at Kontaveit fulgte med frem til stillingen 2-2 i andet sæt, esteren brød også og kom foran med 4-2.

Wozniacki kæmpede efterfølgende for at holde sig inde i andet sæt og brød tilbage til 3-4, men Kontaveit snuppede de sidste to partier og vandt andet sæt.

I tredje sæt kom Kontaveit bedst fra start, og Wozniacki var bagud med 1-4, før hun viste god moral og fik udlignet til 4-4.

I afslutningen af kampen var Kontaveit dog bedst og snuppede dermed sejren i tre sæt.

/ritzau/