Wozniacki sejrer og sikrer dansk oprykning i Fed Cup

Skrevet af admin

18/04/2015

Mest læste i dag

De danske tenniskvinder rykkede lørdag op fra Europa/Afrika gruppe 3 med en samlet sejr i Federations Cup over Grækenland i oprykningsfinalen i Ulcinj i Montenegro.

Caroline Wozniacki var tilbage på landsholdet efter flere års fravær og med en sejr på 6-3, 6-0 over Maria Sakkari i lørdagens anden singlekamp kom Danmark foran med 2-0 i kampe. Det var nok til den samlede sejr.

Wozniacki, som er nummer fem i verden, havde lidt problemer i første sæt, hvor danskeren blev brudt to gange. Omvendt brød hun selv grækerens serv tre gange, og det var nok til at vinde sættet.

Maria Sakkari, som blot er nummer 255 i verden, udnyttede to ud af sine seks breakbolde, mens Wozniacki var mere effektiv og vandt tre ud af tre breakbolde.

I andet sæt kom Wozniacki buldrende og brød sin modstanders serv to gange i træk til 3-0-føring.

Det knækkede grækeren, som også tabte de efterfølgende tre partier og dermed fik et ydmygende æg i det afgørende sæt.

Tidligere lørdag vandt Karen Barbat også over sin græske modstander Despina Papamichail.

Barbat viste god moral og vandt i en dramatisk kamp, der blev afgjort i tiebreak i tredje sæt, hvor danskeren var stærkest. Sætcifrene endte med 7-5, 3-6, 7-6.

Der spilles bedst ud af tre kampe, og dermed fik den sidste doublekamp ingen betydning og blev slet ikke afviklet.

Tidligere i denne uge har det danske tennislandshold også besejret Algeriet og Norge uden de store problemer.

Danmarks Fed Cup-hold tabte i 2013 og 2014 afgørende kvalifikationsfinaler i Europa/Afrika Group III til henholdsvis Liechtenstein og Estland, så der var tale om klar fremgang.

Wozniacki, som ikke deltog i de seneste års oprykningsfinaler, var tvunget til at stille op for landsholdet, hvis hun vil repræsentere Danmark ved OL i Rio i 2016.

/ritzau/