Wozniacki siger farvel efter første kamp i Beijing

Til trods for, at hun spillede en god kamp, er Caroline Wozniacki ude af tennisturneringen China Open, næsten før hun kom rigtigt i gang.

Danskeren tabte i to sæt, 4-6 og 6-7 efter tiebreak til en særdeles stærkt spillende Samantha Stosur.

Australieren vandt tiebreaken 11-9, og nød godt af, at Wozniacki lavede to af sine i alt otte dobbeltfejl i den tætte afgørelse.

Kampen var Caroline Wozniackis første i China Open, efter at hun var oversidder i første runde.

Bortset fra den store mængde dobbeltfejl var det slet ikke, fordi Caroline Wozniacki spillede dårligt. Hun mødte bare Samantha Stosur på en af hendes bedste dage.

36 vinderslag slog australieren med sin forhånd. Wozniacki slog 14.

Foran 2-1 i andet sæt var Caroline Wozniacki tæt på at bryde australieren i et parti, som varede næsten 10 minutter. Det kiksede, og en dobbeltfejl af danskeren i næste parti gav Stosur servegennembrud og føring på 3-2.

Bedst som man troede, at den danske tennisstjerne havde mindst det ene ben på vej ud af Beijing-turneringen, brød hun straks tilbage til 3-3, og tog sit næste serveparti i fin stil til føring 4-3.

Spillerne fulgtes ad til 5-5, og Wozniacki holdt med lidt besvær sin serv til føring 6-5, men australieren holdt også sin serv, udlignede og skaffede tiebreak.

30-årige Samantha Stosur har været en del af verdenstoppen med en fjerdeplads på verdensranglisten som sit højdepunkt. Nu er australieren nummer 21 i verden.

China Open bliver spillet i den olympiske park i Beijing, hvor regn satte udsatte flere af onsdagens kampe.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV