Wozniacki skal forbi Venus Williams i sæsonåbning

Skrevet af admin

26/12/2015

Dagens topnyheder

I januar 2015 måtte Caroline Wozniacki se sig slået i finalen ved ASB Classic i Auckland i New Zealand, da Venus Williams var stærkest over tre sæt.

I 2016-udgaven af turneringen, som begynder 4. januar, får danskeren mulighed for revanche.

Venus Williams har meldt sig klar til turneringen, som også bliver Caroline Wozniackis første i det nye kalenderår.

Arrangørerne har offentliggjort deltagerlisten, og den danske tennisstjerne kan se frem til at blive seedet som nummer tre.

Williams vil få topseedningen i kraft af sin placering som nummer syv på verdensranglisten, mens andenseedningen vil gå til Ana Ivanovic, der er nummer 16 i verden.

Wozniacki er nummer 17 på ranglisten og vil derfor blive seedet som nummer tre.

2015 blev en skuffende sæson for den tidligere verdensetter fra Danmark, hvor en række skuffende resultater sendte hende ud af top-10 på verdensranglisten og altså helt ned som nummer 17.

/ritzau/