Wozniacki slår fast: Jeg er ikke skadet

Den danske tennisstjerne Caroline Wozniacki tog sig flere gange til venstre knæ, som også blev tapet ekstra ind i andet sæt, da hun natten til lørdag dansk tid tabte i semifinalen mod Petra Kvitova ved WTA-turneringen i New Haven.

Caroline Wozniacki slår dog fast, at der ikke er tale om en skade, der forhindrer hende i at præstere ved grand slam-turneringen US Open, der begynder mandag. Den ekstra tape var blot en sikkerhedsforanstaltning.

- Det er noget, som jeg har døjet med i et par år. Jeg ville bare være sikker på, at knæet var tapet ordentligt op, fordi det føltes som om, at tapen løsnede sig en smule. Jeg ville bare have noget, som var lidt stærkere for knæet.

- Men det er ingenting, virkelig. Intet stort, siger Caroline Wozniacki ifølge nyhedsbureauet AFP.

Caroline Wozniacki havde gode muligheder for at vinde første sæt i semifinalen, men danskeren udnyttede ikke en sætbold og tabte siden sættet 5-7, før det gik helt galt i andet sæt, som Wozniacki tabte 1-6.

Dermed forpassede danskeren muligheden for at få sin femte turneringssejr i New Haven.

Wozniacki erkender, at hun ikke kunne svare tilbage på Kvitovas styrke, da tjekken først fik gang i sit spil.

- Jeg tror ikke, der er nogle på WTA-touren, som rammer bolden så hårdt som hende. Hun havde en god dybde på bolden. Hvis du spiller kort, så straffer hun dig med det samme, siger Caroline Wozniacki.

I finalen i New Haven møder Kvitova landsmanden Lucie Safarova.

/ritzau/AFP

Dagens Gossip

Dagens TV