Wozniacki snupper årets første WTA-titel

Caroline Wozniacki vandt søndagens WTA-turnering i Istanbul efter en overbevisende sejr på 6-1, 6-1 over italieneren Roberta Vinci.

Det var den første WTA-titel i år for 24-årige Wozniacki og den 22. i hele karrieren.

Der var ingen spænding i kampen, som førsteseedede Wozniacki styrede fra start til slut. To gange brød danskeren Vincis serv i første sæt, som kun varede 40 minutter.

Andet sæt var endnu mere overbevisende for Wozniacki, som brød sin modstanders serv hele tre gange. Andet sæt varede kun 29 minutter, så det var en hurtig og ensidig tenniskamp.

Vinci, der ellers var andenseedet og ligger nummer 24 i verden, havde tidligere i år vundet over Wozniacki, men det opgør blev spillet på grus. I Istanbul var underlaget hardcourt.

Statistikken siger nu 2-2 i kampe mellem Wozniacki og Vinci, som også vandt et opgør tilbage i 2011. Wozniacki har ud over søndagens sejr også slået Vinci i oktober 2012.

Wozniacki, som i øjeblikket er nummer 15 i verden, kan nu prale af at have vundet mindst en turnering om året siden 2008, hvor det blev til tre WTA-titler.

I 2010 og 2011 vandt Wozniacki hele seks WTA-turneringer, og det er det højeste antal, hun har vundet i løbet af en sæson. Det var også i den periode, at hun var oppe at ligge nummer et i verden.

De seneste par år har der været langt mellem titlerne, men hun vandt to turneringer i 2012 og en enkelt sidste år.

Med turneringssejren i Tyrkiet har Wozniacki fundet formen på hardcourt inden årets sidste grand slam-turnering, US Open, som spilles fra 25. august til 8. september.

Ved US Open har Wozniacki opnået sit hidtil bedste grand slam-resultat med en finaleplads i 2009.

/ritzau/

 

Dagens Gossip