Wozniacki spiller sig sikkert videre i Cincinnati

Med 6-2 og 6-3 i sæt spillede Caroline Wozniacki sig natten til tirsdag dansk tid overbevisende videre i WTA-turneringen i Cincinnati.

Danskeren besejrede Magdalena Rybarikova fra Slovakiet i løbet af knap halvanden time. Et voldsomt regnvejr tvang spillerne til at holde en times pause mellem første og andet sæt.

Slovakken kom forrygende i gang med andet sæt, hvor hun brød Caroline Wozniackis første parti, og bragte sig foran 3-1, før danskeren fik rettet sit spil ind og kunne fortsætte sin vinderkurs.

Dermed fortsætter den opadgående formkurve for den 24-årige dansker, som senest havde pæn succes i Montreal i sidste uge. Her røg hun ud i kvartfinalen til verdens nummer et, Serena Williams. Og endda først efter at have ydet god modstand i tre sæt.

Efter turneringen i Montreal rykkede Caroline Wozniacki op fra nummer 13 til nummer 12 i verden. For bare få uger siden var Caroline Wozniacki nede som nummer 15 på verdensranglisten.

I anden runde allerede natten til onsdag, dansk tid, møder Wozniacki den 25-årige kineser Shuai Zhang, som ligger nummer 31 på verdensranglisten. De to spillere har aldrig mødt hinanden.

Hvis hun besejrer kineseren og går planmæssigt videre fra anden runde, risikerer Caroline Wozniacki at møde enten sjetteseedede Angelique Kerber eller den tidligere topspiller Daniela Hantuchova i tredje runde.

Kineseren Li Na er den eneste fra verdensranglistens top-15, som ikke deltager i Cincinnati.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV