Wozniacki taber semifinale til schweizisk stortalent

Skrevet af admin

26/09/2015

Mest læste i dag

For fjerde gang i år må Caroline Wozniacki se sig slået af den blot 18-årige schweizer Belinda Bencic.

Tidligt lørdag morgen dansk tid tabte den 25-årige danske tennisstjerne semifinaleopgøret mod Bencic i WTA-turneringen i Tokyo. Den unge schweizer skulle blot bruge to sæt og under halvanden time til at spille sig videre til finalen.

Wozniacki blev besejret med sætcifrene 2-6 og 4-6.

I de indbyrdes opgør fører Bencic nu 4-1 over danskeren, som slog schweizeren i Istanbul sidste år.

Fra første parti i kampen halsede Wozniacki bagefter, da Bencic med et brud bragte sig foran. Resten af sættet fik danskeren kun omkring halvdelen af sine førsteserver i spil, og det kostede point.

Selvom serverne sad bedre i andet sæt, viste den schweiziske komet for fjerde gang i år, at hun har kvalitet til at gå hele vejen til en finale.

Belinda Bencic skal i finalen spille mod vinderen af kampen mellem Agnieszka Radwanska og Dominika Cibulkova.

Tilbage i 2010 vandt Wozniacki turneringen i den japanske hovedstad.

/ritzau/