Wozniacki tabte kvartfinale til verdens nummer to

Her tabte den danske tennisspiller natten til lørdag dansk tid kvartfinalen til hviderusseren Victoria Azarenka i to sæt med cifrene 6-3, 7-6.

Det var første gang siden 2011, at de to spillere stod overfor hinanden, men trods en fordel til Wozniacki i deres indbyrdes sejrs-statistik, formåede danskeren ikke at besejre Victoria Azarenka, der i øjeblikket rangerer som verdensranglisten nummer to. Her indtager Caroline Wozniacki 10. pladsen.    

Opgørets første sæt blev domineret af hviderusseren, hvor Caroline Wozniacki endte med at tabe sættet på en dobbeltfejl.  

I andet sæt kom danskeren langt mere med, og så skulle sættet afgøres i tiebreak. Her var Caroline Wozniacki en overgang foran med 3-1, men så brød Victoria Azarenka tilbage og spillede sig frem til tre matchbolde ved stillingen 6-3.

Caroline Wozniacki overlevede de to første, men måtte til sidst se sig slået af hviderusseren.

I den kommende uge stiller den danske tennisspiller til start ved WTA-turneringen i New Haven forud for sæsonens sidste store mål, Grand Slam-turneringen US Open.

Dagens Gossip