Wozniacki trækker sig fra turnering med skade

Skrevet af admin

17/10/2015

Dagens topnyheder

Den danske tennisstjerne Caroline Wozniacki stiller alligevel ikke til start ved næste uges WTA-turnering i Moskva.

Det er en skade, som holder danskeren hjemme fra turneringen. Det oplyser arrangørerne på turneringens hjemmeside.

- Jeg har forværret en skade ved turneringen i Linz (i denne uge, red.). Efter en kamp undersøgte lægerne mit knæ og kom til den konklusion, at jeg skulle tage en pause.

- Så jeg vil ikke komme på banen i den nærmeste fremtid. Jeg er altid meget glad for at komme til turneringen i Moskva, og jeg vil gerne takke arrangørerne for at vise fuld forståelse, siger danskeren.

Dermed kan det tyde på, at Caroline Wozniackis 2015-sæson er forbi. Tidligere på sæsonen har danskeren beklaget sig over et springerknæ.

Afbuddet ærgrer også arrangørerne.

- Vi er kede af, at Caroline Wozniacki på grund af en skade ikke stiller til start i Moskva. Vi ønsker hende god bedring og håber, at hun kommer tilbage hertil i næste sæson, skriver arrangørerne.

/ritzau/