Wozniacki tror på Wimbledon-succes

Hun har aldrig vundet en Grand Slam. Det havde hun, hverken inden hun mødte sin golfspillende kæreste Rory McIlroy, eller efter de to superstjerner fandt sammen. Nu står Caroline Wozniacki foran endnu en Grand Slam-turnering, når Wimbledon indledes mandag.

I et interview med The Guardian fortæller den danske tennis-dronning om sit forhold til den irske golfspiller, og den måde forholdet påvirker hendes liv og karriere på. Et forhold, de gør alt for at dyrke på trods af deres travle hverdag.

- Golf og tennis følger solen; vi rejser rundt til stort set de samme steder i verden. Det er ikke nemt, men vi får det til at fungere, siger Wozniacki til avisen og fortsætter:

- Det, som Rory og jeg har, er meget specielt. Han forsøger at tilpasse sit skema, jeg forsøger at se ham, så ofte jeg kan, og det har fungeret indtil videre. Vi snakker sammen hver dag, men vi har ikke et bestemt tidspunkt, vi skal snakke med hinanden på. Vi gør det bare, fordi vi har lyst til det, siger hun.

Når to så profilerede stjerner i sportsgrene, som har en enorm global fokus, finder sammen, hører det med, at pressen, lige fra sportspressen til paparazzi'erne, vil have en bid af parret. Men det tager Wozniacki ganske roligt.

- For at være ærlig er det ikke så svært at håndtere, og jeg forsøger ikke at tage mig af det. Vi er begge vant til medierne, vi er begge vokset op med medierne, så det er intet nyt for os. Det er jo ikke, fordi det lige pludseligt er kommet. Og den måde, vi er opdraget på, er at passe vores ting og komme videre.

Hvilket vel er tråden i Wozniackis karriere, og den måde, hun har responderet på enhver kritik fra pressen på - at komme videre. For hvorfor har hun ikke vundet en Grand Slam? Hvorfor er det gået ned ad bakke, siden hun mødte McIlroy? Og hvorfor er hun gledet ned af verdensranglisten, efter hun var nummer ét i 2009?

- Kritikken, jeg får, er der intet nyt i. Den har jeg hørt på hele livet. Da jeg sagde, at jeg ville blive nummer ét en dag, sagde man, at jeg aldrig ville nå top 100. Da jeg nåede top 100, sagde man, at jeg aldrig ville nå top 50. Så sagde man, at det ville være umuligt for mig at nå top 50, og da jeg nåede det, sagde folk, at top 5 er et helt andet niveau, siger hun.

- Men jeg gjorde det, og pludselig skulle kritikerne æde deres hatte. Jeg blev ved med at bevise, at de tog fejl, siger Wozniacki og fortsætter:

- Der vil altid være kritikere. Der vil også være folk, der klapper dig på skulderen og sige, at du er utrolig, men ikke mener det. Så er det journalisterne, der skal skrive deres artikler. De skal skrive om noget, folk gerne vil læse om, og det må man respektere, siger hun til Guardian.

- Men samtidig bliver jeg nødt til at være tro over for mig selv og respektere mig selv. Og jeg respekterer, hvad jeg har gjort, jeg synes det er meget specielt, hvad jeg har opnået. Jeg elsker at bevise, at folk tager fejl. Det er noget, jeg har gjort hele mit liv. Det er noget, jeg nyder at gøre, noget jeg finder meget tilfredsstillende, siger hun.

Der er en følelse af, at Caroline Wozniacki har været med længe, men den danske tenniskvinde er kun 22 år. Hun mangler stadig at vinde den dér Grand Slam, men når hun ikke det, så er det ikke noget, hun vil være bitter over resten af livet.

- Jeg synes, jeg har opnået det meste i tennisverdenen. Naturligvis vil det at vinde turneringer altid være en prioritet, og selvfølgelig vil jeg gerne vinde en Grand Slam, også fordi jeg har været i kvartfinaler, semifinaler og en finale. Det vil jeg gerne prøve, men jeg presser ikke mig selv , for jeg tror på, at når det er meningen, det skal ske, så kommer min tid også, siger Wozniacki.

Selv om Wozniacki kan lide et hurtigt underlag, har græsset på Wimbledon aldrig været godt mod hende, siden hun vandt junior-turneringen i 2006. Hun røg eksempelvis ud af første runde sidste år, og hun har aldrig nået forbi de sidste 16.

- Jeg har vundet Eastbourne, og jeg har vundet junior-Wimbledon. Jeg elsker at spille på græs, og jeg føler, at jeg har haft mine chancer på græs, jeg har bare ikke grebet dem. Jeg synes jo, jeg kan alt på græs, så jeg kan ikke se, hvorfor jeg ikke skulle kunne gøre det godt på det underlag, siger hun i interviewet med The Guardian.

 

 

 

 

 

Dagens Gossip