Wozniacki varmer op til US Open i New Haven

Skrevet af admin

18/08/2015

Dagens topnyheder

De seneste to turneringer er endt med skuffende nederlag allerede i første runde for den danske tennisdronning Caroline Wozniacki.

Forude venter årets sidste grand slam-turnering, US Open fra 31. august, og Wozniacki forsøger nu at hente lidt god karma og tiltrængt kamptræning i New Haven, inden det går løs i New York.

Danskeren har sagt ja tak til et wild card til næste uges WTA-turnering Connecticut Open. En turnering, danskeren vandt fire år i træk fra 2008-2011 og har et helt specielt forhold til.

- Connecticut Open har været et specielt sted igennem min karriere, og der er få steder på Touren, jeg føler mig mere hjemme end i New Haven. Fansene er vidunderlige, siger Wozniacki til turneringens hjemmeside.

Kærligheden er gensidig.

Wozniacki er en helt speciel størrelse for arrangørerne, der da også bobler over af glæde over, at danskeren har sagt ja tak til at spille med i den kommende uge.

- Connecticuts fans føler, de har set hende vokse op. Vi føler alle stor kærlighed til hende. Alle de specielle forbindelser fører til et meget unikt forhold, siger turneringsdirektør Anne Worcester til avisen Hartford Courant.

I første omgang turde Wozniacki ikke sige ja på grund af et travlt program, men efter førsterundenederlag i de to seneste turneringer - Stanford og Toronto - har hun meldt sig klar. Dermed må Wozniacki forventes at være ovre en mindre skade.

Turneringen i New Haven begynder mandag. Arrangørerne har flyttet lidt rundt i planerne, så Wozniacki først skal i ilden tirsdag. Hun er mandag optaget af et sponsorarrangement i New York.

/ritzau/