Wozniacki videre med snæver sejr over 18-årig kroat

Skrevet af admin

22/02/2016

Dagens topnyheder

Caroline Wozniacki balancerede mandag på kanten af et nyt tennismareridt, da hun måtte ud i tre tætte sæt over to timer og 35 minutter for at besejre den blot 18-årige Ana Konjuh i første runde af Qatar Open.

Sejren er danskerens første siden starten af januar.

Konjuh er nummer 81 på verdensranglisten og måtte gennem kvalifikation for at komme i hovedturneringen i Doha. Alligevel reddede Caroline Wozniacki kun med nød og næppe sejren hjem med 4-6, 6-3, 7-5.

Bag cifrene gemmer sig det faktum, at danskeren undervejs måtte takke for et hav af brændte breakbolde fra kroatens side. Hele 16 breakbolde havde Konjuh, men udnyttede kun de fem.

I anden runde i Qatar Open skal Wozniacki møde Daria Gavrilova. Australieren affærdigede i sin kamp i første runde japaneren Misaki Doi med 6-1, 6-1.

Caroline Wozniacki fik en forfærdelig indledning på kampen mod Ana Konjuh, blev brudt to gange og var bagud 0-3 i første sæt, som kroaten vandt.

I andet sæt var rollerne byttet rundt. Her kom Wozniacki på 3-0 efter at have afværget fem breakbolde i sit andet serveparti.

I starten tredje sæt stod antallet af uprovokerede fejl opgjort til 15 for Wozniacki og 40 for den storsatsende Ana Konjuh. Lige så fejlfri Wozniacki var, lige så forsigtig var hun til tider.

Det gav den aggressive Konjuh breakmuligheder på stribe. Blandt andet da Wozniacki satte en 5-2-føring over styr.

Foran 5-4 i egen serv havde Wozniacki fem matchbolde, men den hårdtslående og hårdt kæmpende kroat kom tilbage, og først på den niende matchbold ved stillingen 6-5 fik danskeren skovlen under hende. Ikke mindst takket være to brændte breakbolde fra den 18-årige Konjuhs side.

Med sejren undgik Caroline Wozniacki at lægge nye længder til tennismareridtet anno 2016.

25-årige Wozniacki havde mødt den unge kroat to gange tidligere. Begge gange med anderledes klare sejre som udfald. Siden er meget vand løbet gennem åen, og Wozniackis seneste sejr lå halvanden måned tilbage i tiden.

Den 7. januar vandt Wozniacki over rumæneren Alexandra Dulgheru i Auckland. Siden tabte hun semifinalen i Auckland, i første runde i Australian Open og i anden runde i Skt. Petersborg, hvor hun var oversidder i første runde og således ikke vandt i kamp.

Caroline Wozniacki skulle i sidste uge have spillet i Dubai Duty Free Tennis Championships, men trak sig med en skade.

Hun er dumpet ned på en 22.-plads på verdensranglisten og er blot seedet som nummer 13 i Qatar Open.

/ritzau/