Wozniacki vil kæmpe benhårdt for Top 10

Tennissæsonen er langt fra slut endnu for Caroline Wozniacki, som har sat sig et mål om at vinde WTA-turneringen Kremlin Cup i Moskva, der begynder på lørdag.

Danskeren har ifølge vicepræsident i det russiske tennisforbund, Alexei Selivanenko fået tildelt et wildcard, lyder det på turneringens hjemmeside.

- Min ambition er at vinde turneringen. Jeg har præsteret godt på det seneste og håber, jeg kan fortsætte på den samme måde, siger Wozniacki ifølge tennisworldusa.org.

Den 22-årige dansker er blot nummer 11 i verden lige nu, mens satser på at kunne nå op i top-10 med en sejr i Moskva.

- Selv om det ikke har været mit bedste år, mener jeg stadig ikke, at en 11.-plads på verdensranglisten er så dårligt et resultat.

- Jeg håber på, at jeg med et godt resultat i turneringen i Moskva er i stand til at vende tilbage i top-10, siger Wozniacki.

Kun to spillere er højere placeret på verdensranglisten i Kremlin Cup end Wozniacki. Det er australske Samantha Stosur, som er topseedet, og franske Marion Bartoli, der lige nu er placeret som nummer 10 i verden.

Det er ikke sikkert, at Wozniacki kan avancere til top-10 med en sejr i Moskva, da det kommer an på, hvor langt Stosur og Bartoli når i samme turnering.

/ritzau/

 

Dagens Gossip