Wozniacki vil udnytte rutine mod kroatisk komet

2014-udgaven af Wimbledon er den ottende på stribe med Caroline Wozniacki som deltager i hovedturneringen.

Dermed er hun efterhånden blandt de mere erfarne, og særligt i fredagens tredje runde-kamp er hun særdeles rutineret i forhold til modstanderen.

Hun møder den 16-årige kroat Ana Konjuh, der deltager i hovedturneringen for første gang i karrieren.

Det kan give danskeren en fordel.

- Jeg har været i de fleste situationer før og har mange kampe i benene her og har opbygget en masse rutine i løbet af årene, siger Caroline Wozniacki efter torsdagens træning på Wimbledon-anlægget.

Konjuhs historie minder lidt om Wozniackis. Kroaten blev juniormester i Australian Open og US Open i 2013. Wozniacki debuterede i Wimbledons seniorrække som forsvarende juniormester i Wimbledon.

Det kan give stort mod på karrieren ved overgangen fra junior til senior.

- Man kommer med en masse energi, og nogle gange kan man spille bedre, end man egentlig kan, når man kommer frem som ny spiller. Jeg nød det bare, men jeg ved ikke, hvordan hun har det, forklarer Wozniacki.

I de første runder har Ana Konjuh markeret sig som en hårdtslående spiller og server, der tør gå efter slagene. Det er Wozniacki forberedt på.

- Vi har fået kigget lidt på hende, særligt min far har, og hun server godt og er aggressiv. For mig gælder det om at få nogle returneringer ind og få lagt pres på hende, lyder opskriften fra danskeren.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV