Wozniackis modstander forventer hård kamp

Skrevet af admin

13/01/2014

Dagens topnyheder

Caroline Wozniackis modstander i første runde ved Australian Open, spanske Lourdes Dominguez Lino, er godt klar over, at det bliver en svær kamp, når den tidligere verdensetter venter på den anden side af nettet natten til tirsdag dansk tid.

- Hun er en virkelig god spiller. Hun var nummer et i verden. Jeg ved, at det bliver hårdt, men jeg vil gøre mit bedste, og jeg vil forsøge at nyde det, siger den 32-årige spanier.

Hun tilføjer, at Caroline Wozniacki kan se frem til masser af topspin og slices, når de to tørner sammen.

Vejrguderne ser samtidig ud til at gøre opgøret ekstra hårdt for spillerne. Vejrudsigten peger på hedebølge fra netop tirsdag med temperaturer på over 40 grader.

- Jeg er fra Spanien, så jeg kan godt lide, når det er varmt, men i morgen bliver det måske lige lidt for varmt, lyder det fra Lourdes Dominguez Lino, der er verdens nummer 72.

Hun trænede mandag sammen med slovakken Dominika Cibulkova, der ligger placeret som nummer 24 på ranglisten.

Cibulkovas bolde sendte flere gange den defensivt spillende Dominguez Lino på løbeture frem og tilbage langs baglinjen med det resultat, at spanieren til sidst ikke nåede bolden. Til gengæld straffede spanieren, når slovakkens bolde blev for høje.

Med sine 162 centimeter er Dominguez Lino 15 centimeter lavere end den 10.-seedede dansker. Hun er aldrig nået længere end anden runde i Australian Open.

Modsat er Caroline Wozniacki aldrig blevet standset før tredje runde i grand slam-turneringen, hvor hendes bedste resultat er en semifinaleplads i 2011.

/ritzau/