Wozzy fortsætter overraskende optur i Asien

Caroline Wozniacki fortsætter opblomstringen mod tennissæsonens afslutning. Tirsdag spillede hun sig i tredje runde af Pan Pacific Open i Tokyo, da hun besejrede Daniela Hantuchova med 7-6 og 6-1 i løbet af en time og 39 minutter.

Dermed er danskeren klar til at møde den 7.-seedede kineser Li Na i tredje runde.

I et meget lige første sæt holdt begge spillere serv, og kun i et enkelt parti var der en breakmulighed. Det var, da Wozniacki havde tre muligheder for at bringe sig foran 5-3, men slovakken holdt stand indtil tiebreakeren, som Wozniacki vandt 7-3.

Anderledes var det i andet sæt, hvor danskeren på intet tidspunkt lod sin modstander komme ind i kampen. Wozniacki brød Hantuchovas serv til både 2-1, 4-1 og til sidst 6-1, som blev resultatet af andet sæt.

Dermed fastholder Wozniacki sit gode tag på sin slovakiske modstander, som hun senest besejrede ved OL i London og nu fører 5-1 over i indbyrdes kampe.

Caroline Wozniacki vandt Pan Pacific Open i 2010, mens hun i sidste sæson røg ud i tredje runde.

Efter en skuffende sæson er hun blot 10.-seedet i dette års turnering, men så sent som i weekenden fik danskeren sin første turneringssejr i mere end et år, da hun gik helt til tops i WTA-turneringen i Seoul.

Dagens Gossip

Dagens TV