Wozzy rykker igen op på verdensranglisten

Det har foreløbig ikke været en god 2013-sæson for Caroline Wozniacki, som er røget tidligt ud af de fleste turneringer, hun har deltaget i.

Alligevel rykker danskeren en placering op på den seneste verdensrangliste, som blev offentliggjort mandag, så hun nu ligger nummer ni.

Med 16 sejre og 11 nederlag har den tidligere verdensetter ikke just imponeret. I fire turneringer er Wozniacki tilmed røget ud efter blot en kamp. Senest røg Wozniacki ud af WTA-turneringen Madrid Open i første runde.

Wozniacki overhaler Samantha Stosur, som også har været meget svingende på det seneste og ligeledes røg ud i første runde i Madrid.

Stosur havde dog flere point at forsvare i Madrid end Wozniacki, da australieren sidste år nåede kvartfinalen, og derfor kan Wozniacki overhale Stosur på verdensranglisten, som toppes af amerikaneren Serena Williams.

Wozniacki deltager i denne uge i WTA-turneringen i Rom, hvor modstanderen i første runde er serberen Bojana Jovanovski, der er nummer 48 i verden. Kampen spilles tirsdag.

I de indbyrdes kampe fører Wozniacki med 2-0, og sejrene over Jovanovski blev hentet i 2012 og 2011 på henholdsvis hardcourt og grus. I Rom spilles der på grus.

/ritzau/

 

Dagens Gossip