WTA tvinger Wozniacki til at forlænge sæsonen

Skrevet af admin

13/10/2015

Dagens topnyheder

Denne uges turnering i østrigske Linz skulle have været Caroline Wozniackis sidste i denne sæson, efter at hun ikke har kvalificeret sig til sæsonfinalen i Singapore fra den 25. oktober til den 1. november.

Men nye regler i Det Internationale Kvindetennisforbund, WTA, forbyder hende at gå på ferie uden at deltage i en turnering i Kina, der spilles fra den 3. november. Et afbud til den turnering vil koste hende en bøde på 50.000 dollar (cirka 328.000 kroner), skriver DR.

- Man vil gerne spille i Singapore, og hvis man ikke kan komme til det, så synes man ikke, at det er specielt fedt at skulle vente endnu en uge for at spille en turnering efter sæsonfinalen, siger hun til DR.

Wozniacki fortæller, at sæsonen ikke har levet helt op til hendes forventninger indtil nu.

- Jeg synes, at det har været en lidt blandet sæson. Den har ikke været optimal. Jeg havde nogle tidlige exitter fra de store turneringer, hvor jeg måske også havde nogle lidt dårlige lodtrækninger, siger Caroline Wozniacki.

Caroline Wozniacki er seedet nummer to i turneringen i Linz, og danskeren møder i sin første kamp kroaten Mirjana Lucic-Baroni.

/ritzau/