WTO-ekspert: Ingen juridisk løsning på russisk boykot

Selvom Rusland forbryder sig mod alle regler i Verdenshandelsorganisationen (WTO) ved at stoppe al import af blandt andet frugt, mælk og kød fra EU, USA, Norge, Australien og Canada, så er sandsynligheden for, at det bliver en WTO-sag, meget lille.

Det mener forsker i WTO-ret ved Københavns Universitet Laura Nielsen.

- Teknisk set er det her ulovligt, og der er ikke nogen undtagelse, som retfærdiggør importstoppet, siger hun.

Man kan ifølge Laura Nielsen stoppe import af varer, hvis de er farlige, hvis en FN-resolution kræver det, hvis det er af miljøhensyn, hvis det som i sager om dyrevelfærd handler om offentlig moral, eller hvis det handler om en trussel mod landets sikkerhed.

- Sandsynligheden for, at du vil kunne bruge et af de traditionelle forsvar, er forsvindende lille. Rusland kan jo ikke opfinde begrundelser for alle de her varer, siger hun.

Rusland kan dog sige, at de gør det for at beskytte den nationale sikkerhed. I så fald vil det ifølge Laura Nielsen være første gang, man beder dommerne forholde sig til et andet lands nationale sikkerhed, hvilket er meget svært.

Hun mener, at EU og USA sagtens kan bringe sagen for WTO, men at det vil have alvorlige konsekvenser for en organisation, som fungerer godt, fordi den kun har med handel at gøre - ikke politik.

Importforbuddet handler ikke om varernes kvalitet, men om den politiske konflikt mellem Rusland og blandt andet EU.

- Den her sag har ikke en juridisk løsning, den har en politisk løsning. Er det det, du vil bruge WTO til? Hvis du bringer politik ind i WTO, så kan du lige så godt køre en bus igennem bygningen, siger hun.

- Man bruger mange menneskers kostbare tid på noget (sanktionerne og importforbuddet, red.), hvor alle ved, at der ikke er nogen rigtig god grund til, at de gør det - andet end at de bare er sure på hinanden, siger Laura Nielsen.

Hun mener, at man skal tænke sig godt om, før man begynder at lave andet end handel i WTO.

Det er ifølge Laura Nielsen slet ikke en mulighed, at Rusland smides ud af WTO. Organisationen er bygget op på den måde, at man kan føre en sag mod et land, og hvis landet ikke makker ret, kan man indføre handelssanktioner mod det.

/ritzau/

Dagens Gossip