WWF: Obamas klimaplan er et rigtigt skridt

Sådan betegner klimachef i WWF Verdensnaturfonden, John Nordbo, den amerikanske præsident Barack Obamas klimaplan, som Obama lancerede i en tale tirsdag på Georgetown University.

»USA er fortsat verdens eneste supermagt, og man kunne ønske sig, at USA og Obama lever op til den forpligtelse, der følger med, og er langt mere ambitiøse, end tilfældet er. Obama tager imidlertid et vigtigt skridt i den rigtige retning med sin nye klimaplan,« siger John Nordbo i en skriftlig kommentar.

»Selv om den stadig ikke fører en kraftig nok reduktion af udledningen af CO2 med sig, er det en ambitiøs plan, som blandt andet taget fat i problematikken omkring USAs mange forurenende kulkraftværker,« siger Nordbo.

Planen betyder, at USA skal reducere udslippet af drivhusgasser med godt 17 procent i forhold til den mængde, der blev udledt i 2005. Målet skal nåes i 2020. Det skal blandt andet ske ved at stille krav om reduceret udledning fra kulkraftværker samt etablering af nye vindmøllefarme.

John Nordbo mener, at amerikanerne har et »moralsk ansvar« for verdens tilstand.

»Amerikanerne skal huske på, at deres massive klimasvineri har alvorlige konsekvenser for mennesker over hele kloden. Vandstanden i verdenshavene stiger, ekstremt vejr bliver hyppigere og driver mennesker på flugt og i Arktis og Grønland har klimaforandringerne allerede store konsekvenser. USA har et moralsk ansvar for at gøre noget, og Obama vil forhåbentlig vise sig at være præsidenten, der har viljen over evnerne til at føre den grønne omstilling ud i livet,« siger John Nordbo.

Han vurderer, at præsidenten står over for en stor udfordring i forhold til at få ordene bag klimaplanen omsat til handling.

»Obama står over for en stor opgave, der går ud på at overbevise USAs konservative kræfter om, at grøn omstilling ikke står i modsætning til vækst, men både vil kunne skabe job og føre til flere penge i statskassen. Obama ved, at det er et kapløb mod tiden, og at USA ikke har råd til at vente.«

Dagens Gossip