X Factor-vinder: Blachman kan gøre det igen

Som den ene halvdel af gruppen AnthonyJasmin skrev hun sidste år dansk X Factor-historie, da de vandt som de første i kategorien "grupper".

Duoen, der i oktober meldte ud, at de var gået hver til sit, var fredag samlet for en kort bemærkning, da denne sæsons første X Factor-liveshow løb af stablen.

Igen i år er grupperne tilfaldet dommer Thomas Blachman, og Jasmin er ikke i tvivl om, hvem hun holder med.

- Jeg hepper selvfølgelig på Blachman og hans grupper. Jeg tror på, han kan gøre det igen, siger Jasmin om sin tidligere mentor, der førte hende og Anthony helt til tops.

Den unge sangerinde var kun 15 år, da hun sammen med sin fem år ældre kollega kunne løfte X Factor-vindertrofæet.

At de to nu ikke længere danner musikalsk par, begrunder Jasmin blandt andet i sin og Anthonys aldersforskel.

- Jeg går jo stadig i skole. Det vil jeg gerne fokusere på nu, siger hun.

Lige nu står den altså på bøger og lektier i tiende klasse på Gladsaxe Skole. Efter sommerferien er det Jasmins plan at læse videre på Niels Brock. Men lidt musik bliver der dog også tid til.

- Til april går jeg i gang med at lave noget sammen med produceren Sink, fortæller hun.

Newspaq

Dagens Gossip