X Factors hårde drenge røg før semifinalen

Skrevet af admin

18/03/2016

Mest læste i dag

Den musikalske legende David Bowie, der døde i januar, var hovedperson i fredagens X Factor, hvor de fem tilbageværende deltagere, der kæmper om trofæet, hver skulle synge et af den populære kunstneres mange hits.

Men den opgave blev den sidste for vennerne Clifforth og Hein, der efter en tur i farezonen mod Alex måtte vinke farvel til drømmen om at blive X Factor-vinder.

Duoen lagde ud med nummeret "The Man Who Sold The World", men det overbeviste ikke seerne, der sendte Remees gruppe i farezonen. Og her var Thomas Blachman bødlen, der valgte at honorere Mette Lindbergs deltager Alex for hans musikalitet og sende gruppen ud af programmet.

Clifforth & Hein har fra deres første audition været ærlige omkring deres fortid, der har budt på både misbrug og kriminalitet. Men musikken blev deres redning, og de har da allerede også sikret sig en fanskare.

I aftenens tema havde Andrew Murray havde sat sig på megahittet "Life on Mars?", men da det blev den unge sangerinde Reems tur, måtte programmet holde pause, fordi der var en lydpult, der gik i stykker og måtte udskiftes.

Reem kom dog efter en kort pause på scenen med nummeret "Quicksand", og her var der stor ros at hente fra dommerne.

- Jeg synes, det var super godt og virkelig smukt, sagde Remee.

- Du synger med stor autoritet og har en medfødt evne til at skabe drama, lød det fra Thomas Blachman.

Duoen Embrace gav sig i kast med sangen "Absolute Begginers", mens Alex sluttede Bowie-aftenen af med hittet "Space Oddity" fra 1969 - dog uden de store ord fra dommerne.

- Jeg synes, det var din bedste præstation, men det siger også noget om det niveau, I har lagt, rasede dommer Thomas Blachman mod Alex og hans mentor, Mette Lindberg.

I sidste ende valgte han dog at lade Alex fortsætte på Clifforth og Heins bekostning.

Der er nu under halvdelen af finalisterne tilbage i X Factor. De fire tilbageværende konkurrerer næste fredag om en plads i finalen. X Factor holder således ikke pause på grund af påsken.

/ritzau/FOKUS