Yahya Hassan husker intet om overfald

Skrevet af admin

09/12/2013

Mest læste i dag

- Det kan jeg ikke huske.

Sådan lød standardsvaret fra den unge digter Yahya Hassan, da han mandag formiddag i Københavns Byret skulle afgive forklaring om den aften i november, da han blev overfaldet på Københavns Hovedbanegård.

Yahya Hassan, der blev fulgt ind i retten af et par livvagter fra PET, forklarede, at han skulle følge en veninde til toget, da han pludselig blev overfaldet bagfra, men derudover var det meget småt, hvad han husker.

Et par dage efter overfaldet, forklarede han til politiet, at overfaldsmanden havde råbt "vantro" og "dø", men det kunne han ikke huske.

En tydeligt frustreret anklager ville vide, om der er noget i vejen med digterens hukommelse.

- Jeg ryger nogle joints en gang imellem, svarede han.

Digteren har tilsyneladende ikke meget til overs for retssagen mod den 24-årig mand, der er tiltalt for at have overfaldet ham.

- Jeg er ligeglad, hvad i gør ved gerningsmanden. Han er ikke mit problem, og jeg har ikke noget erstatningskrav, sagde han.

- Gerningsmanden er ikke mit problem. Han er Jeres problem, rettens problem, samfundets problem og ytringsfrihedsnarkomanernes problem.

Han kunne heller ikke huske, om han havde været på skadestuen, og da forsvareren ville læse op fra et digt, som han skulle have skrevet, og som blev trykt i Poltiken, protesterede han:

- Jeg har ikke skrevet det digt. Man kan ikke stole på aviserne, sagde han.

Der ventes dom i sagen senere mandag.

/ritzau/