Yahya Hassan vil i Folketinget

Yahya Hassan går nu ind i politik.

Den unge digter bliver folketingskandidat for Nationalpartiet, der blev stiftet i november sidste år.

- Jeg repræsenterer Nationalpartiet for at være med til at kunne forene de forskellige mennesker i vores samfund, siger Yahya Hassan i en pressemeddelelse.

Blandt Nationalpartiets mærkesager er en afskaffelse af 24-års-reglen, en afskaffelse af tilknytningskravet og flere varme hænder i sundhedsvæsnet.

Nationalpartiets formand, Kashif Ahmad, glæder sig over Yahya Hassans kandidatur.

- Vi er glade og stolte over, at Yahya har valgt at stille op for os, og jeg glæder mig til vores videre samarbejde. Han er et ungt friskt pust til det politiske landskab i Danmark, lyder det fra Kashif Ahmad.

Nationalpartiet blev dannet i november af Kashif Ahmad og hans to brødre. Partiet ønsker at stille op til Folketinget.

Ifølge partiets hjemmeside har det indtil videre modtaget omkring 15.000 vælgererklæringer, hvoraf 8560 er godkendt.

Det kræver over 20.000 vælgererklæringer at blive opstillingsberettiget til Folketinget.

Nationalpartiet og Yahya Hassan holder pressemøde på Hotel Stay i København klokken 14.

Den unge digter er efterhånden blevet et kendt ansigt i den danske offentlighed. Han har palæstinensiske rødder og brød igennem med sin omdiskuterede debutdigtsamling "Yahya Hassan", som helt usædvanligt er solgt i over 100.000 eksemplarer.

Digtene handler om en opvækst med vold, svigt og kriminalitet.

Senest har det dog ikke været hans digte, der har ført til opmærksomhed.

Retten i Aarhus kendte i marts Hassan skyldig i at have slået en ung mand i forbindelse med en bytur i Aarhus i februar sidste år.

Hassan har anket dommen til landsretten og kræver frifindelse.

/ritzau/

Dagens Gossip