Ydelser: Tænketank advarer DA mod at gamble med velfærden

Skrevet af admin

07/04/2015

Dagens topnyheder

Lavere sociale ydelser skal presse langt flere danskere til at arbejde, mener Dansk Arbejdsgiverforening (DA). Det sker med henvisning til Sverige, hvor det på otte år er lykkedes at få over 200.000 personer væk fra overførselsindkomster blandt andet med en lavere førtidspension end i Danmark.

Men direktør Lars Andersen fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd advarer mod at sammenligne sociale ydelser over landegrænserne. Han peger på, at man i Sverige har en række individuelle ydelser, som kommunerne kan give ved siden af de overordnede ydelser.

- Desuden har vi jo allerede reformeret førtidspensionen, så folk ikke kan få en varig ydelse, før de er 40 år, og vi har også ændret kontanthjælpssystemet, siger han.

Han advarer mod den vej, som DA ønsker at dreje samfundet ind på med inspiration fra USA og England, hvor folk trues til at søge job.

- Når man ser de store problemer med marginalisering og ulighed i de lande, er det klogere, som vi har valgt hidtil, at presse folk til at tage uddannelse og arbejdsprøvning osv., siger Lars Andersen.

Han er især bekymret over, at udspillet fra DA lægger op til en markant nedsættelse af førtidspensionen. Ifølge DA skal det forhindre en glidebane mod varig pension til personer, der har været væk fra arbejdsmarkedet i lang tid.

- En ting er lavere ydelser i en begrænset periode. Men her vil man ramme de mennesker, der er længst væk fra arbejdsmarkedet, og som derfor permanent skal klare sig på en meget lav ydelse.

- DA mener fejlagtigt, at folk vælger at være arbejdsløse, fordi de synes, det er rarere, siger Lars Andersen.

Han mener, at arbejdsgiverforeningen ud fra et ønske om at presse lønnen ned gambler med velfærdssamfundet.

- Vi risikerer flere fattige, større ulighed og større utryghed blandt de udsatte grupper. Samtidig er det tvivlsomt, hvad man får ud af det beskæftigelsesmæssigt.

/ritzau/