Yderst sjælden gråsæl gæster lige nu Nordsjællands kyst

Gråsæl. Foto: Naturstyrelsen.

Der er i disse dage mulighed for at få sig en særlig oplevelse ved Nordsjællands kyster, hvor en gråsæl-unge kan ses.

Det er Naturstyrelsen, der har observeret en kun 8-10 uger gammel gråsæl på en strand vest for Helsingør.

Man forventer, at den unge sæl vil gæste en stor del af strandene langs Sjællands nordkyst i den kommende tid.

Bliv ven med os på Facebook - klik her og vær med...

Gråsælunger ses normalt yderst sjældent ved kysten i Nordsjælland.

- Sælungen har det godt, er i god kondition, og der er absolut ikke grund til bekymring. Hvis man er så heldigt at få øje på sælen, så er det bedste man kan gøre at holde afstand, så den ikke bliver bange og smutter ud i vandet, og så nyde oplevelsen, lyder opfordringen fra vildtkonsulent Niels Worm fra Naturstyrelsen.

Hungråsæler forlader normalt deres unger, når de er omkring fem uger gamle. Hunnerne producerer så meget fed og næringsrig mælk, at ungerne den første tid vokser med helt op til halvandet kilo i døgnet.

Sælungen i Nordsjælland vejer da også ifølge Niels Worm allerede mellem 25 og 50 kilo.

Sæler hviler sig, når de ligger på stranden, og hvis man kommer for nær, vil de føle sig tvunget til at flytte sig og dermed bruge unødvendig energi. Det kan være kritisk for en unge. Prøv aldrig at klappe en sæl, da den kan finde på at bide, hvis den føler sig truet.

Gråsælen, eller Halichoerus grypus på latin, blev fredet i 1967, men var på det tidspunkt stort set udryddet i Danmark. Tidligere mente mange, at sæler skadede fiskeriet, og fra 1889 og til 1927 blev der ligefrem udloddet skydepræmier for hver sæl, der blev skudt.

I perioden 1889 - 1927 blev der skudt mere end 35.000 sæler i danske farvande.

Fredningen betød, at gråsælen indvandrede igen, og i 2003 blev den første nyfødte gråsælunge i dansk farvand igen set i naturområdet Rødsand syd for Gedser.

Nu spreder bestanden sig langsomt til blandt andet Kattegat. Gråsælen er Danmarks største rovdyr med en vægt på op til 300 kilo. Hannerne kan blive op til cirka 2½ meter lange, mens hunnerne dog er noget mindre.

Dagens Gossip