Yemen accepterer forslag fra Saudi-Arabien om våbenhvile

Skrevet af admin

10/05/2015

Dagens topnyheder

Yemen har søndag accepteret et forslag fra Saudi-Arabien om at indføre en kortvarig våbenhvile på fem dage.

Det siger en talsmand for den yemenitiske hær, der er allieret med den militante houthi-bevægelse.

- Vi meddeler vores accept af en humanitær våbenhvile, som vil begynde på tirsdag, hedder det i en meddelelse søndag fra oberst Sharaf Luqman ifølge nyhedsbureauet Saba i Yemen.

Anført af fly fra Saudi-Arabien har en koalition af arabiske lande i flere uger kastet bomber mod mål i Yemen.

Det var Saudi-Arabiens udenrigsminister, Adel al-Jubeir, der torsdag efter et møde med den amerikanske udenrigsminister, John Kerry, kom med forslaget om en våbenhvile.

Men det var betinget af, at den shiamuslimske houthi-milits ville tilslutte sig aftalen.

Houthi-bevægelsen erobrede magten i det meste af Yemen i januar.

Hundredvis af civile er dræbt, siden Saudi-Arabien og andre lande 26. marts indledte flyangreb mod houthi-militsen og dets allierede.

USA og Saudi-Arabien har hævdet, at Iran støtter den shiamuslimske milits. Der er foreløbig ingen tegn på, at støtten er af militær art.

Houthi-militsen og styrker, der er loyale over for Yemens tidligere præsident Ali Abdullah Saleh, er ikke blevet afgørende svækket af de arabiske flyangreb.

Natten til søndag var saudiarabiske fly igen på vingerne over Yemen. Blandt bombemålene var Ali Abdullah Salehs bolig i hovedstaden Sanaa, oplyste kilder til nyhedsbureauet Reuters.

/ritzau/Reuters