Yemens militær angreb al-Qaeda for at befri amerikaner

Skrevet af admin

06/12/2014

Mest læste i dag

Yemens væbnede styrker har ved en operaton tidligt lørdag forsøgt at befri en amerikaner, der blev holdt som gidsel af al-Qaeda.

Mindst 10 militante, der havde været med til at holde amerikaneren fanget, blev dræbt, oplyser forsvarsministeriet i Sanaa. Der er modstridende oplysninger om, hvorvidt det befriede gidsel blev dødeligt såret.

Yemens forsvarsministerium skriver på dets hjemmeside, at den amerikanske pressefotograf Luke Somers blev reddet i live, mens det amerikanske nyhedsbureau AP ifølge Washington Post skriver, at manden blev dræbt. AP henviser til oplysninger fra Lucy Somers, der er søster til Luke Somers.

Fotojournalisten Luke Somers blev bortført for over et år siden i Yemens hovedstad Sanaa.

Operationen fandt sted i Shabwa provinsen i det sydøstlige Yemen. Lokale klanledere siger, at de så soldater blive kastet ned i faldskærme, hvorefter det kom til hårde kampe nær i Nusab.

Gruppen al-Qaeda på Den Arabiske Halvø (Aqap) truede torsdag med en henrettelse af Somers.

Ifølge Yemens forsvarsministerium har al-Qaeda i de seneste dage flyttet rundt på gruppens gidsler - blandt andre amerikanerne, en brite og en sydafrikaner.

Yemen er en vigtig allieret for USA i kampen mod al-Qaeda, og landets regering tillader amerikanerne at bruge droner mod gruppen.

/ritzau/Reuters