Yemens præsident takker Saudi-Arabien for bombeangreb

Tak for et fire uger langt bombetogt. Tak for støtten til Yemens folk og regering.

Det er reaktionen fra Yemens præsident, Abd-Rabbu Mansour Hadi, der i en tv-transmitteret tale takker Saudi-Arabien og den arabiske koalition for i fire uger at have udført adskillige bombeangreb fra luften mod oprørere i Yemen.

- På mine egne og hele det yemenitiske folks vegne vil jeg gerne sige tak og udtrykke min taknemmelighed over for vores arabiske og muslimske brødre og vores partnere i koalitionen for at støtte min og landets legitimitet, siger Hadi.

Præsidenten taler fra sit eksil i den saudiarabiske hovedstad, Riyadh, efter at han blev drevet på flugt af Houthi-militsens blodige fremmarch i Yemen.

Takken fra præsidenten kommer blot få timer efter, at den saudiarabiskledede koalition har meddelt, at den indstiller sin månedlange luftmission.

Operationen indstilles, fordi truslen mod Saudi-Arabien og dets nabolande er fjernet, lyder det i en erklæring fra koalitionen, som gengives af det saudiske nyhedsbureau, SPA.

Men koalitionen vil opretholde en flådeblokade af Yemen og vil slå til mod shiamuslimske Houthi-styrker, der omgrupperer sig.

Ifølge FN er cirka 150.000 mennesker blevet drevet på flugt på grund af bomberne fra den arabiske koalition. Flere end 750 mennesker meldes dræbt de seneste uger.

Forskellige væbnede grupper har overtaget dele af det stærkt klandominerede land, hvor iransk støttede oprørere i houthi-militsen kæmper mod styrker, der er loyale over for præsident Hadi.

/ritzau/Reuters

Dagens Gossip