Yemens præsident vender tilbage til landet efter eksil

Skrevet af admin

17/11/2015

Dagens topnyheder

Tidligere på året måtte Yemens præsident, Abd Rabbu Mansur Hadi, flygte ud af landet til Saudi-Arabien efter opstand i landet.

Tirsdag er han vendt tilbage til Yemen, skriver flere internationale medier.

Præsidenten er ankommet til havnebyen Aden, oplyser hospitalskilder til Reuters.

Det er anden gang siden marts, at Abd Rabbu Mansour Hadis er i Yemen.

I september forsøgte Hadi at vende tilbage til Aden fra Saudi-Arabien, men præsidenten var nødt til at forlade Yemen igen, da der blev udført et angreb mod et hotel, som regeringen benyttede sig af.

Det var i marts, at urolighederne i landet brød ud mellem regeringstro styrker og Houthi-militsen.

Saudiarabiske kampfly har efterfølgende ført an i en bombekampagne, der blev sat i gang for at fortrænge houthierne og genindsætte præsident Abd-Rabbu Mansour Hadi.

Det står tidligt tirsdag morgen ikke klart, hvor lang tid Hadi vil blive i Yemen, eller om besøget er et tegn på, at han vender tilbage til sin regering efter eksil i den saudiarabiske hovedstad, Riyadh.

Ifølge nyhedsbureauet AFP tog Hadi direkte hen til paladset i Aden, efter at han var landet i den sydlige havneby. Her "overvågede" han en militær offensiv, der netop er blevet lanceret af militæret mod oprørerne, skriver AFP.

Målet med offensiven er angiveligt at tilbageerobre den oprørskontrollerede Taez-provins.

Omkring 5000 mennesker, en stor del af dem civile, har mistet livet i konflikten, der har medført en omfattende humanitær krise.

/ritzau/