Yngre læger afviser at træde til

Det var budskabet fra de vordende praktiserende læger på tirsdagens stormøde i Odense, som manifesterede en massiv protest mod et lovforslag, som øger regionernes styring og kontrol med aktiviteterne i almen praksis.

Dermed ser det ud til at kunne blive yderst svært for regionerne at få etableret det nødberedskab, man satser på at opbygge for at afbøde konsekvenserne af en konflikt, hvor de praktiserende læger afleverer deres ydernumre, en slags erhvervslicens, så patienterne skal betale for at få behandling hos de praktiserende læger. En betaling, som ventes at udløse et massivt patientpres på de gratis skadestuer.

»Det står helt klart, at ingen yngre læger vil overtage et afleveret ydernummer,« lød det fra formanden for »Forum for yngre almenmedicinere« Christian Vøhtz ifølge Berlingske Aften.

Foreningen repræsenterer 1200 læger, som er ved at videreuddanne sig til praktiserende læger, og som ville være oplagte at bringe i spil til at tage sig af mange af de patienter, som ikke ønsker at betale hos den praktiserende læge.

Men med meldingen fra formanden ser det ikke ud til at være en realistisk mulighed, og Christian Vøhtz gjorde det samtidigt klart, at man deler de frustrationer over lovindgrebet, som de »voksne« praktiserende læger har.

»Vi vil ikke være med til et system med hovedløse registreringer, og hvor vi vil være uden indflydelse på, hvad der skal foregå« sagde han.

Dagens Gossip