Yngre landmænd må se millioner ryge retur til Bruxelles

Skrevet af admin

20/11/2015

Dagens topnyheder

Dansk landbrug kan blive tvunget til at sende 100 millioner kroner tilbage til EU. Det skriver Jyllands-Postens erhvervsmedie Finans.

Returneringen af de mange millioner sker, fordi unge danske landmænd, der ønsker at stå på egne ben, ikke har udnyttet muligheden for økonomisk støtte fra en særlig EU-pulje på over 130 millioner kroner.

Kun 28 millioner kroner er blevet uddelt indtil nu.

- Det er rigtig ærgerligt, for det var midler, der skulle tilgodese dansk landbrug, siger miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen.

Fredag mødes miljø- og fødevareministeren med EU's landbrugskommissær, irske Phil Hogan, og her er det ministerens ambition at kæmpe for en løsning, der kan holde de 100 millioner kroner på danske hænder. Men det kræver en ændring af EU-reglerne.

Som en del af EU's landbrugsreform, der trådte i kraft i år, blev Danmark tildelt 136,6 millioner kroner i landbrugsstøtte, der specifikt var øremærket danske landmænd under 40 år.

Formanden for foreningen LandboUngdom, Peter Jørgen Kock, kritiserer, at man fra dansk side ikke har været god nok til at oplyse de unge landmænd om støtteordningen.

- Det er en del af årsagen til, at så få har søgt. Det skyldes simpelthen, at folk ikke har været informeret godt nok om, at man kan søge disse midler, siger han.

Miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen mener dog ikke, at informationsniveauet har fejlet noget, skriver Finans.

/ritzau/