Yngre mand melder sig selv i sag om tunnel-voldtægt

Politiets efterlysning af en mand med lille hestehale i en voldtægtssag fra København har tilsyneladende givet pote.

Tirsdag eftermiddag meldte en yngre mand i hvert fald sig selv i sagen, som drejer sig om en voldtægt begået 7. juni tidligt om morgenen.

- Der er en, der har meldt sig selv. Han er anholdt og vil blive fremstillet i Dommervagten i morgen (onsdag, red.). Hvordan han stiller sig til skyldsspørgsmålet, har jeg ingen anelse om. Men man melder sig jo ikke for sjov, konstaterer Henrik Stormer, vagtchef hos Københavns Politi, over for Ritzau.

Manden meldte sig selv klokken 16.55. Tidspunktet for grundlovsforhøret er endnu ikke fastlagt.

Ifølge politiet steg manden på bus 3A på Enghavevej 7. juni, og samtidig gik en kvinde ind i bussen. De sad ved siden af hinanden, og begge steg ud på samme sted på Blegdamsvej.

Her overfaldt manden kvinden, som blev tvunget ned i en gangtunnel, hvor hun blev voldtaget.

I et forsøg på at finde frem til manden offentliggjorde politiet en mindre videosekvens. Her kunne man se manden stige ind i bussen.

Voldtægten fandt sted cirka klokken 5.45 søndag den 7. juni.

/ritzau/

Dagens Gossip