Yoko Ono: John Lennon var biseksuel

Det kan godt være, at The Beatles virker tilforladelige set med nutidens øjne, men tilbage i 60'erne brød de fire unge briter alle grænser med deres udsvævende livsstil, hvor fri sex, kærlighed og stoffer var på menuen.

John Lennon, der ville være fyldt 75 år den 9. oktober, var en af de centrale skikkelser i bandet, og nu fortæller hans enke, den japanske kunstner Yoko Ono, at parret havde en friere fortolkning af seksualitet end resten af samfundet.

- John og jeg havde en stor snak om det, hvor vi sagde, at alle inderst inde må være biseksuelle. Grunden, til at vi ikke udlevede denne seksualitet, var samfundet. Så i virkeligheden gemmer vi den uacceptable del af os selv, fortæller Yoko Ono til The Daily Beast.

John Lennon nåede dog aldrig at have sex med andre mænd, da det var for grænseoverskridende for "Imagine"-sangeren, der blev myrdet i 1980.

- Jeg tror, at han havde lysten til at gøre det, men han var for hæmmet. Nej, måske ikke hæmmet. Han sagde: "Jeg har ikke noget mod det, hvis der er en virkelig attraktiv fyr", fortæller Ono.

Der var en anden mand, som John Lennon havde et særligt tæt forhold til, og det var The Beatles' manager, Brian Epstein. På et tidspunkt rejste de to til Spanien sammen, hvilket førte til mange spekulationer om deres forhold, og ifølge Yoko Ono fortalte Lennon pressen, at de havde haft sex. Yoko Ono, der ofte er blevet beskyldt for at bryde The Beatles op, mener dog, at det mest var til ære for journalisterne.

- Det var næsten en kærlighedsaffære, men ikke helt. Det blev aldrig fuldendt, men det var et meget intenst forhol, slår den japanskfødte enke til Lennon fast.

/ritzau/FOKUS

Dagens Gossip