YouSee: 4G-mobilnet kan give forstyrrelser

- Der vil utvivlsomt være husstande, der vil opleve forstyrrelser, fordi installationen i boligen ikke er god nok. Derfor opfordrer vi til, at man tjekker, om antenne-kabler og stik er i god stand, siger underdirektør Mads Arnbjørn Rasmussen, der er leder af driftsafdelingen i YouSee.

Det ny mobilnet benytter de samme radiofrekvenser, som landet største tv-distributør bruger til tv-kanaler som blandt andet Eurosport, Disney og TV3 Puls. Dermed er der risiko for, at mobil-signalerne kan forstyrre de pågældende tv-kanaler, hvis husstandens antenne-installation ikke er korrekt udført, eller der er brugt kabler af dårlig kvalitet.

Mads Arnbjørn Rasmussen siger, at eventuelle signalforstyrrelser vil vise sig som ’sne’ eller striber på traditionelle billedrørs-tv. På moderne digitale fladskærme viser det sig som pixeleringer, frysninger af billedet eller kortvarig sort skærm.

- I langt de fleste tilfælde vil årsagen være, at der er opsat ekstra antennestik og trukket nye kabler i boligen, uden man har været opmærksom på at skærme signalet ordentligt. Det er gået godt, så længe der ikke har været forstyrrende signaler i nærheden af husstanden, men nu kan vi pludselig have balladen, slutter Mads Arnbjørn Rasmussen.

YouSee opfordrer generelt kunderne til at anvende velafskærmet materiel som for eksempel såkaldt dobbeltskærmede antennekabler, der er godkendt af kabel-udbyderne. Kablerne forhandles af byggemarkeder, og radio- og tv-forhandlere.

YouSee giver vejledning i, hvordan man bedst sikrer sin kabel-tv installation på http://yousee.dk/godtsignal

Dagens Gossip