Youtube indfører reklamefrit specialabonnement

Skrevet af admin

21/10/2015

Mest læste i dag

Videotjenesten Youtube indfører i næste uge et særligt abonnement for dem, der gerne vil slippe for reklamer og som er villige til at betale for særligt indhold, som andre ikke har adgang til.

Abonnementet blev præsenteret i Los Angeles onsdag. Det kommer til at hedde Youtube Red og vil koste 10 dollar om måneden.

Dermed bryder selskabet i jagten på flere indtægter en lang tradition for, at alt indhold på sitet er gratis.

Youtube har tilsyneladende ladet sig inspirere af streamingtjenester som Netflix, der foruden populære film og serier også er kendetegnet ved egenproduceret indhold.

På Youtube Red får man eksklusiv adgang til ti miniserier, der er lavet af eller med nogle af sitets mest profilerede brugere. Samtidig får man også lov at bruge musiktjenesten Youtube Music.

Spørgsmålet er så, om det vil lykkes at overbevise brugerne om, at det er pengene værd.

Mange er flasket op med Youtube, som et sted, hvor man kan finde gratis underholdning, og tidligere forsøg med at kræve betaling for indhold er ikke faldet heldigt ud.

Derfor bliver det også interessant at se, om brugerne vil betale samme pris for Youtube Red som for et Netflix-abonnement.

Danskere må indtil videre kigge langt efter Youtube Red, der i første omgang kun vil blive tilbudt til brugere i USA.

Youtube er ejet af Google, som ikke offentliggør specifikke regnskabstal for datterselskabet.

Men ifølge Wall Street Journal lykkedes det i 2014 trods en omsætning på fire milliarder dollar kun lige præcis for Youtube at få regnskabet til at gå i nul.

Det er blandt andet kommission for reklameindtægter til indholdsleverandørerne og udgifter til servere, der tynger udgiftssiden.

/ritzau/