Yukos-aktionærer tilkendt gigantisk erstatning

Skrevet af admin

28/07/2014

Dagens topnyheder

Den Internationale Voldgiftsdomstol i Haag har mandag dømt Rusland til at betale cirka 50 milliarder dollar i erstatning (277 milliarder danske kroner) til en gruppe tidligere aktionærer i det opløste russiske olieselskab Yukos. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Direktøren for gruppen af de tidligere aktionærer, Tim Osborne, erklærer sig meget tilfreds med erstatningen, der er den største nogensinde.

Den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov, siger, at den russiske regering højst sandsynligt vil anke kendelsen, hvilket betyder, at de tidligere aktionærer skal ud i endnu en retssag, før de eventuelt får tilkendt erstatning for deres tab.

- Rusland vil uden tvivl bruge alle sine juridiske midler for at forsvare sig i sagen, sagde Lavrov på et pressemøde mandag, der egentlig handlede om situationen i Ukraine.

Kendelsen rammer Rusland på et tidspunkt, hvor landet står over for internationale sanktioner for sin rolle i urolighederne i Ukraine og ikke mindst nedskydningen af passagerflyet MH17 i forrige uge. Rusland afviser at have haft en finger med i spillet.

Landet kæmper samtidig med en dårlig økonomi og dårlige vækstprognoser.

Yukos blev dannet i 1993 som et statsligt olieselskab, men var blandt de selskaber, der kom på private hænder i det økonomiske kaos, som fulgte efter opløsningen af Sovjetunionen.

Yukos' ejer, Mikhail Khodorkovskij, blev anholdt i 2003 og fængslet på anklager om at have svindlet staten for enorme skattebeløb. I 2006 blev Yukos tvangsopløst og de resterende værdier overført til staten.

Mikhail Khodorkovskij blev i december benådet af sin tidligere politiske rival, den russiske præsident, Vladimir Putin, og han blev kort efter løsladt. Han er nu bosat i Schweiz.

Ifølge kendelsen har Rusland 180 dage til at betale erstatning til de tidligere aktionærer, før der løber renter på beløbet.

ritzau/Reuters