Yussuf Poulsen har exit-klausul i ny Leipzig-kontrakt

Skrevet af admin

16/09/2015

Mest læste i dag

Landsholdsspilleren Yussuf Poulsen har fået indføjet en exit-klausul i sin nye fireårige kontrakt med den tyske fodboldklub RB Leipzig.

Klausulen træder i kraft, hvis Leipzig ikke formår at rykke op i Bundesligaen senest i næste sæson.

- Vi har haft nogle meget konstruktive møder, og jeg er meget glad for, at han har forlænget, siger klubbens træner og sportsdirektør, Ralf Rangnick, til Leipzigs Twitter-profil.

- Poulsen har en teoretisk udtrædelsesklausul. Den gælder fra 2017, og kun hvis vi ikke rykker op inden for de næste to år, forklarer Rangnick.

Leipzig kæmpede allerede i sidste sæson med om oprykning til Bundesligaen.

I denne sæson indtager holdet fra det tidligere Østtyskland en fjerdeplads i den næstbedste række efter seks spillerunder.

Yussuf Poulsen har i 2015 fået sit gennembrud på det danske landshold. I sommer scorede han i en EM-kvalifikationskamp mod Serbien, og for nylig blev han fra flere sider rost for sin indsats i anden halvleg mod Albanien.

/ritzau/