Zanka: Næsten perfekt måde at vende hjem på

Skrevet af admin

27/07/2014

Dagens topnyheder

Midterforsvareren Mathias "Zanka" Jørgensen gjorde efter to og et halvt års ophold i PSV Eindhoven lørdag aften hjemmebane-comeback for FC København med en scoring i 2-1-sejren over FC Nordsjælland.

Umiddelbart før pausen headede han FCK i front med 1-0 på et oplæg fra Pierre Bengtsson.

- Det var en perfekt måde at vende tilbage på. Men det ville have været endnu mere perfekt, hvis jeg allerede havde scoret i sidste uge, siger "Zanka".

Københavnerne leverede lørdag aften en langt bedre præstation end i sidste uge, hvor holdet blot spillede 0-0 på udebane mod oprykkerne fra Silkeborg.

FCN blev fra start sat under et hårdt pres, men målene lod vente på sig.

- Vi startede godt og havde tre-fire chancer inden for de 25 første minutter, hvilket gjorde, at vi følte os nogenlunde sikre på, at målene ville komme på et tidspunkt, siger Mathias "Zanka" Jørgensen.

Hjemmeholdets bageste kæde er i øjeblikket fyldt med nye navne. Ud over "Zanka" så spillede svenske Per Nilsson i midterforsvaret, mens Tom Høgli indtog højrebacken.

- Der er mange af spillerne, som allerede nu ved, hvordan det hele skal fungere. Det er imponerende.

- Det er nemt for mig, for jeg har været her før, men de to andre, som ikke har kendt så meget til det, de gør det virkeligt godt, mener den 24-årige forsvarsspiller.

Selv om Mathias "Zanka" Jørgensen har været væk i to og et halvt år, så føler han sig allerede hjemme.

- Det er det samme som altid. Jeg har spillet sammen med de fleste i min ungdom. Jeg kender alle. Der er fem-seks stykker af spillerne på holdet, som jeg ikke kendte før, så for mig er det ligesom at komme hjem, siger han.

FCK's næste opgave er på onsdag, hvor holdet på udebane møder ukrainske Dnipro i kvalifikationen til Champions Leagues gruppespil.

/ritzau/