Zanka overhældt med øl efter PSV-udvisning

Det kører mildt sagt ikke for den tidligere FCK-anfører Mathias Zanka Jørgensen.

Han er aktuelt milevidt fra en plads på førsteholdet i PSV, og søndag oplevede han en ny nedtur. Zanka fik rødt kort i en reserveholdskamp mellem PSV og Willem II.

Efter kampen oplevede Zanka så en ubehagelig episode, da han omringet af sikkerhedsvagter gik fra stadion og ud til spillerbussen. Rasende Willem II-fans overdængede Zanka med øl og grimme tilråb, og på det sociale medie Twitter beskriver man stemningen som ophedet.

Omkring 75 vrede modstanderfans gik målrettet efter at svine Mathias Zanka til, og der blev kastet flere øl i plasticglas efter ham, da han blev eskorteret fra stadion og ud til bussen.

Mathias Zanka Jørgensen har den seneste uge fået mange hug i den hollandske presse for præstationer på PSV-reserveholdet, som man kalder PSV Jong. Og søndag var det ikke meget bedre, da Zanka altså trak en udvisning. Han fik sit andet gule kort for brok.

PSV-træner Phillip Cocu har gjort det klart, at Zanka ikke indgår i hans planer for en plads i startopstillingen, og det er vekslet mellem en plads på bænken og på tribunen for den tidligere danske landsholdsforsvarer.

Alligevel ville PSV ikke slippe Zanka i sommerens transfervindue, da de ikke hentede en ny midterforsvarer ind som gardering.

bt.dk forsøger at få en kommentar fra Mathias Zanka Jørgensen.

Dagens Gossip