Zico er åben over for at afløse Sepp Blatter

Skrevet af admin

03/06/2015

Dagens topnyheder

Den tidligere brasilianske landsholdsspiller Zico er ikke afvisende over for at afløse Sepp Blatter som præsident for det internationale fodboldforbund, Fifa.

- Hvorfor ikke, skriver Zico på Facebook ifølge nyhedsbureauet TT.

Arthur Antunes Coimbra, som den nu 62-årige Zico egentlig hedder, deltog som aktiv tre gange i verdensmesterskaberne for landsholdet og repræsenterede klubber som Udinese i Italien og Flamenco i hjemlandet.

Efter karrieren har han været landsholdstræner for Japan og Irak og stået i spidsen for klubhold verden over - blandt andet i Japan, Tyrkiet, Rusland, Grækenland og Indien. I 1990'erne var han en overgang sportsminister i Brasilien.

Efter Sepp Blatters pludselige beslutning tirsdag om at trække sig som præsident for Fifa er posten som fodboldens mest indflydelsesrige person ledig, og det har sat tanker i gang hos Zico, der anses som en af alle tiders bedste spillere.

- Jeg sætter fodbold højere end politik. Jeg har endnu ingen opbakning, men hvis det er muligt, kan jeg kandidere til Fifa. Indtil videre er det bare en tanke - hvem ved, skriver Zico.

Andre tidligere fodboldstjerner som Portugals Luis Figo og Frankrigs David Ginola har tidligere forsøgt at bringe sig i spil til at afløse Sepp Blatter.

Figo, der kortvarigt var en af kandidaterne til valget af ny præsident, men trak sig inden afstemningen sidste fredag, er tilfreds med Blatters beslutning.

Han håber, at nye tider er på vej i Fifa.

- Endelig kommer der et skifte. Jeg sagde fredag, at den dag ville komme før eller siden. Nu er den her, sagde Figo tirsdag aften ifølge den britiske avis The Mirror.

- Nu skal vi roligt og ansvarsfuldt finde konsensus på verdensplan, så vi kan tage hul på en ny dynamisk æra med gennemsigtighed og demokrati.

Det vides endnu ikke, om Figo melder sig ind i kampen om at stå i spidsen for Fifa.

/ritzau/