Zidane før sidste runde: Tror stadig på mesterskabet

Skrevet af admin

14/05/2016

Dagens topnyheder

Selv om Real Madrids mulighed for at vinde det spanske mesterskab lørdag afhænger af FC Barcelonas kamp, tror Real Madrid-træner Zinedine Zidane stadig på, at det kan lade sig gøre.

For at Real Madrid skal blive spansk mester, skal holdet ikke kun selv sikre sig en sejr over Deportivo La Coruña.

Barcelona må heller ikke vinde over Granada på udebane, når holdet lørdag eftermiddag spiller sidste spillerunde af den spanske liga.

- Vi tror stadig på ligaen. Vi har vundet 11 kampe i træk, og vi bliver ved med at tro på det, helt til slutningen, det sidste minut, det sidste sekund af kampen.

- Vi er nødt til at gå optimistiske ind til kampen, og det bliver svært, for vi er på udebane, og Deportivo er et godt hold.

- De vil gerne afslutte sæsonen bedst muligt. De kommer til at gøre det svært, men vi vil fokusere på, hvad vi skal gøre, siger Zidane.

Inden sidste spillerunde har Barcelona 88 point, mens rivalen Real Madrid følger lige efter med 87.

Real Madrid-træneren fortæller, at han ikke tænker på, hvordan Granada klarer sig mod Barcelona.

- Jeg vil ikke involvere mig i det. Jeg ved, hvad vi skal gøre. Vi har en sidste kamp tilbage, som skal spilles godt, og vi vil forsøge at tage tre point. Der er ikke andet i vores tanker. Vi vil bare forsøge at vinde vores kamp, siger han.

Hvis Real Madrid ender med en spansk mesterskabstitel, vil det være første gang siden 2012.

Zidane gav desuden udtryk for, at Champions League-finalen mod Atlético Madrid 28. maj ikke vil få nogen betydning for, hvilke spillere han vælger til lørdagens kamp.

- Lige nu er dette vores livs kamp. Så har vi en anden finale 28. maj, siger han.

Lørdagens kampe i den bedste spanske række spilles klokken 17.

/ritzau/Reuters