Zidane hylder Ronaldo efter buhråb og fire mål

Skrevet af admin

05/03/2016

Mest læste i dag

Cristiano Ronaldo havde før lørdagens kamp mellem Real Madrid og Celta scoret 248 mål i den bedste spanske fodboldrække, siden han i sommeren 2009 kom til Real fra Manchester United.

Alligevel måtte portugiseren indledningsvist finde sig i buhråb fra Real-tilhængere, inden han lukkede munden på alle ved at score fire gange i 7-1-sejren.

Real Madrids cheftræner, Zinedine Zidane, hylder sin topscorer, der med 252 mål i 228 ligakampe nu er den næstmest scorende i den spanske Primera Division nogensinde. Kun FC Barcelonas Lionel Messi har med 305 mål scoret mere.

- Vi kender Cristiano. Han er i stand til at score fire mål, hvilket kun meget få spillere kan. Derfor er han unik, siger træneren ifølge AFP.

Zinedine Zidane nedtoner episoden med fansene.

- Det er en del af fodbold, at fansene pifter en gang imellem. Fansene er krævende, men samtidig kender de deres spillere godt, og de vil hele tiden have mere. Det hjælper os til at forbedre os, siger træneren.

Real Madrid ligger på tredjepladsen i Primera Division med 60 point for 28 kampe.

Ligaen toppes af FC Barcelona, der har 69 point for 27 kampe.

/ritzau/